Æg hjælper med at holde dine øjne i topform
Forskning viser, at stofferne lutein og zeaxanthin er med til at sikre øjnenes og hjernens funktion. Vi har kigget nærmere på en række studier for at gøre dig klogere på, hvad æg kan gøre for dine øjne.
Lutein og zeaxanthin er to antioxidanter der blandt andet findes i æg. Stofferne er en del af gruppen af pigmenter, der er med til at give blommen den gule farve. Ud over, at stofferne findes i æggeblommen, så kan de også findes i forskellige grønne og gule grøntsager. Selvom indholdet er højere i de vegetabilske fødevarer, er tilgængeligheden af lutein og zeaxanthin fra æg højere – det betyder, at vi optager stofferne mere effektivt i kroppen, når vi får dem fra fx æg. [1]
De to stoffer er med til at styrke kroppens indre solbriller. Det skyldes, at lutein og zeaxanthin koncentreres i øjet – et sted der kaldes den gule plet (macula). Her beskytter de mod blåt lys fra solen, indendørs lys, skærmlys m.m., som ellers er skadeligt for vores øjne. Faktisk tyder forskning på, at mangel på lutein og zeaxanthin i øjet kan øge risikoen for udvikling af AMD og andre aldersrelaterede øjensygdomme. AMD er en forkortelse for øjensygdommen Aldersrelateret Macula Degeneration, som giver en forringelse af synet, fordi den gule plet i øjet får nedsat funktion. Den førende årsag til blindhed i USA er tidlig AMD, derfor har et studie undersøgt virkningen af at spise 12 æg om ugen hos netop denne gruppe mennesker. Studiet viste en signifikant forbedring af øjnenes funktion. Man så, at regelmæssigt indtag af æg øger koncentrationen af stofferne i både øjnene og i blodet. Undersøgelsens resultater viste også en signifikant forbedring, af den tid det tager øjet at vende tilbage til normal funktion, efter at have være udsat for stærkt lys, som følge af en kost med større indhold af æg. [2]
Et andet amerikansk studie har kortlagt en mulig sammenhæng mellem koncentrationen af lutein og zeaxanthin i øjets gule plet og den kognitive funktion hos børn. Her så man en sammenhæng mellem mængden af de to stoffer og bedre resultater i en række kognitive tests. Det indikerer, at de to stoffer måske også spiller en rolle i forhold til hjernens sundhed. [3]
Der findes ikke nogen anbefaling for, hvor meget lutein og zeaxanthin man bør indtage om dagen. Men den nuværende viden tyder på, at vi skal være opmærksomme på vores indtag af de to stoffer. Ved at spise sundt og varieret giver du kroppen de bedste betingelser, og i den forbindelse kan æg hjælpe med at holde dine øjne i topform.
Kilder:
[1] Chung, H., Rasmussen, H. M., & Johnson, E. J. (2004). Lutein Bioavailability Is Higher from Lutein-Enriched Eggs than from Supplements and Spinach in Men. The Journal of Nutrition,134(8).
[2] Aljohi H, Nelson MD, Cifuentes M, Wilson TA. Consumption of 12 eggs per week for 1 year significantly raises serum zeaxanthin levels and improves glare recovery in patients with early age-related macular degeneration. J Clin Res Opthalmology. 2017 (In Press)