Hvad er branchekoden for Danske Æg?
Danske Æg har som brancheorganisation udarbejdet en branchekode for produktionen af konsumæg i Danmark. Det er Danske Ægs målsætning at sikre en produktion af konsumæg, der lever op til krav om høj fødevaresikkerhed, kvalitet og dyrevelfærd.
Branchekodens primære fokusområde er kontrol og bekæmpelse af salmonella, og den er derfor designet til at forhindre, at der sker introduktion af salmonella i de æglæggende flokke og dermed forhindre, at den enkelte forbruger kan blive syg af at spise danske æg. Branchekoden skal samtidigt sikre en høj kvalitet af produktet, sporbarhed gennem hele produktionssystemet samt en fastholdelse og udvikling af de aktuelle gældende lovgivningskrav for både dyrevelfærd, miljø, godkendte desinfektions- og parasitmidler samt overvågning og kontrol med andre smitsomme fjerkræsygdomme.
Branchekoden for Danske Æg kræver, at æg skal komme fra konsumægsflokke, som overholder såvel den gældende lovgivning som de foreskrevne krav i branchekoden. Den er med til at give de enkelte aktører et redskab til at udarbejde og implementere koncepter i produktionen, som kan fastholde de nødvendige indsatser for til stadighed at kunne sikre forbrugerne et produkt med meget høj grad af fødevaresikkerhed.
Branchekoden omfatter alle led af produktionskæden i processen for fremstilling af et konsumæg, lige fra leverance af daggamle forældredyr, centralopdrætning, forældredyrsproduktionen, forhold på rugeriet, levering af de daggamle levekyllinger, opdrætning af hønniker, produktion af konsumæg, opbevaring af konsumæg på produktionsstedet, afhentning af konsumæggene på produktionsstedet samt enkelte forhold relateret til pakkeriet vedrørende afhentning af æggene.
Branchekoden berører følgende områder:
Salmonellakontrolprogram
Sporbarhed for såvel produkt, dyr og foder
Registrering og dokumentation i alle led af produktionen
Audits i alle led af produktionen
Regelsæt for produktion af fjerkræfoder
Produktkvalitet
Mærkning af produktet
Dyrevelfærdskrav
Miljøkrav
Myndighedskontrol
Overvågning for Aviær Influenza
Vaccinationsstrategi
Godkendte desinfektionsmidler