Fedt
Æg indeholder 9,5 g fedt pr. 100 g, og bidrager med ca. 62% af den totale mængde energi i æg, idet fedt indeholder 37 kJ/g. Fedt fra æg udgør 2 % af danskernes samlede daglige indtag af fedt.
Fedtstoffer kaldes også lipider, og dækker over en gruppe af stoffer som er uopløselige i vand. I kroppen findes bl.a. fedtsyrer, triglycerider, fosfolipider og steroler.
Fedt har mange forskellige funktioner i kroppen, afhængig af hvilken type der er tale om. Det fungerer bl.a. som energilager, som bærestof for vitaminer og så indgår det i opbygningen af cellernes membraner. Dertil er nogle fedtsyrer livsnødvendige, mens andre typer af fedt ikke bør indtages i for store mængder. Det er derfor vigtigt, at man både er opmærksom på, hvor meget fedt man spiser, og hvilken slags fedt der er i maden.
Fedtsyrerne kan opdeles i mættede og umættede afhængig af strukturen. De mættede fedtsyrer forekommer i både vegetabilsk og animalsk fedt.
Kostens indhold af mættet fedt skal holdes lavt, da det ellers kan øge risikoen for livstilssygdomme.
De umættede fedtsyrer opdeles yderligere i enkelt eller flerumættede fedtsyrer - forskellen ligger også her i opbygningen af molekylet. De mest omtalte flerumættede fedtsyrer er de essentielle fedtsyrer n-3 og n-6. Disse fedtsyrer har væsentlige funktioner i organismen, men kan ikke dannes i kroppen og skal indtages gennem kosten.
Fedtsyrerne i danske æg fordeler sig med 32 % mættede fedtsyrer, 46 % monoumættede fedtsyrer og 22 % polyumættede fedtsyrer. Æg indeholder også de essentielle n-3 og n-6 polyumættede fedtsyrer. De udgør henholdsvis 3,2 % og 16,6 % af det totale fedtsyreindhold.
Kolesterol er en sterol, der både indgår i cellemembraner og bl.a. bruges til produktion af galdesyrer, D-vitamin og kønshormoner i kroppen. Kolesterol dannes i kroppen, men tilføres også med kosten fra animalske fødevarer. Æg har et højt indhold af kolesterol, som primært findes i æggeblommen. Indholdet af kolesterol skal dog ikke holde os fra at spise æg, da forskning viser, at blodets kolesteroltal i højere grad afhænger af kostens indhold af mættet fedt og ikke kolesterol.