Sammenligning af udviklingen og forekomsten af brystbensfraktur 2018
Projektets overordnede formål er at sammenligne udviklingen af brystbensfrakturer i en moderne æglægger hybrid og en mindre forædlet type æglægger som Hellevad hønen. Desuden vil forekomsten af frakturer hos Hellevad hønen, racefjerkræ samt forældredyr til slagtekyllinger blive undersøgt. Scanninger af levende dyr under æglægningsprocessen vil give klar information om, hvorvidt belastning af brystben med videre kan relateres til de områder af brystbenet, hvor brud oftest observeres.
Dette vil kunne afdække om brystbensfrakturerne kun ses i moderne æglægnings-hybrider. Det vil være væsentlig information at opnå, da vi herved fremadrettet kan koncentrere indsatsen omkring forskelle mellem de enkelte typer af dyr. Med hensyn til forældredyr til slagtekyllinger er det en kendsgerning, at der lejlighedsvist ses brystbensfraktur – det er væsentligt at få undersøgt dette mere systematisk.
Projektet omfatter følgende:
En undersøgelse af teorien om at æglægningsprocessen kan være en mulig årsag til brystbensfraktur i ægproduktionen.
Dokumentation af om problemet kun forekommer i moderne hybrider. Herunder om problemet er på vej ind i slagtekyllingeproduktionen.
På baggrund af ovennævnte data udarbejdes en rapport der præsenterer projektets resultater, sammen med resultater fra de forrige års undersøgelser.
Projektet er forlænget og løber fra 01/01/2018 - 01/06/2019.
Projektets resultater vil blive offentliggjort her på siden efter projektets afslutning. Resultaterne stilles gratis til rådighed for interesserede.