Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Danske Æg får ny tatovering

Nu får alle æg fra pakkerierne under Danske Æg et nyt dansk våbenskjold trykt direkte på skallen. Kampen mod salmonella har varet i årtier, og i dag er danske æg nok de mest sikre og testede i verden. Men andelen af udenlandske æg med ringere fødevaresikkerhed vokser i de danske supermarkeder. Det vil vi lave om på.

Det nye mærke er et modsvar til, at danske supermarkeder importerer flere og flere udenlandske æg. For selvom de udenlandske æg ofte er billigere, så er de også produceret under et kontrolsystem, der ikke er så fintmasket som det danske.

  Forbrugerne skal vide, at danske æg nok er verdens sikreste æg. De er derudover produceret stort set uden antibiotika, og med stor hensyntagen til hønernes velfærd, siger sektorchef for Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen.


Mange danskere ved stadig ikke, at det faktisk er lykkedes danske ægproducenter at gøre danske æg så sikre, at de ifølge Fødevarestyrelsen igen kan spises rå. Danske æg testes i dag for salmonella hver anden uge, hvorimod de udenlandske æg kun testes hver 15. uge. Men i dag kan det være svært at gennemskue for forbrugeren, når de overvejer to forskellige æggebakker ved køledisken i supermarkedet. Derfor kommer Jørgen Nyberg Larsen med en opfordring:

- Mange løfter allerede i dag låget på æggebakken for at se, om alle æggene er intakte, men hvis man vil have garanti for at få verdens nok sikreste æg, så skal man kigge efter våbenskjoldet på selve skallen, før man køber dem, siger sektorchef Jørgen Nyberg Larsen, Danske Æg.


Danske ægproducenter under Danske Æg gik i 2016 sammen om at lave en fælles branchekode, som rækker udover de fastlagte regler i EU, med verdens nok mest strikse salmonellakontrol og høje krav til hønernes velfærd.

Hvis ægget er tatoveret med våbenskjold, kan man altså roligt piske det til æggesnaps, eller slå det udover pariserbøffen.

Læs mere om hvad mærket betyder her

 

Opdateret den 30. november 2018