Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Færre forbinder æg med kolesterol

På 3 år er der sket et markant fald antallet af danskere, der forbinder æg med et forhøjet kolesteroltal, viser ny undersøgelse. En kampagne fokuseret på æg og sundhed har spillet en stor rolle.

Æggehvider er fedtfattige og sunde, men blommen er fedtholdig og er dårlig for kolesteroltallet, så det er bedst at skille den fra.

Sådan lyder en gængs opfattelse, men det passer ikke. Ifølge DTU Fødevareinstituttet vil op til 7 æg om ugen ikke øge risikoen for hjertekarsygdomme hos raske mennesker og meget tyder på, at den formidling nu i højere grad er nået frem til forbrugerne.

I 2011 koblede 63 pct. af danskerne æg med forhøjet kolesterol i kroppen. I 2014 er det tal nede på 42 pct., hvilket svarer til en reduktion på omtrent en tredjedel. Det viser en repræsentativ befolkningsundersøgelse lavet af Norstat for Landbrug & Fødevarer.

”Det er en markant forbedring, og viser tydeligt, at vi er blevet bedre til at trænge igennem med budskaber om de mange sundhedsfordele i æg,” siger Anina Kjær, projektkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Æggekampagne har flyttet danskernes fokus

Siden 2011 har Danske Æg kørt en kampagne om æg og sundhed målrettet dels ernæringsprofessionelle dels mad- og sundhedsskribenter, og den har, ifølge Anina Kjær, sat sine tydelige spor.

”Folk går generelt op i ernæring og sundhed, så når ny forskning viser, at æg ikke påvirker kolesterol-tallet, interesserer det forbrugerne. Og så spiller proteintrenden også en stor rolle for vi ved fra andre undersøgelser at danskerne i høj grad forbinder æg med protein, og at det er vigtigt at få proteiner nok, ” siger Anina Kjær.

Ernæringsekspert: Positiv udvikling
En af de ernæringseksperter, der ikke bare har lagt mærke til kampagnen, men også løbende følger den seneste viden om æg, er Arne Astrup, Institutleder på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

”Det er positivt, at det går den rigtige vej, men stadig trist at 42 pct. af befolkningen tror, at fordi æg indeholder kolesterol, hæver det kolesterolniveauet i blodet. Det gør det nemlig ikke, og æg har snarere en masse sundhedsfordele som forhøjet indhold af protein, mineraler og vitaminer,” siger Arne Astrup.

Æg har ikke betydning for hjertekarsygdomme
Landbrug & Fødevarers undersøgelse viser også, at de fleste danskere først og fremmest forbinder æg med sundhed, og at det er gået frem siden 2011. I 2014 forbinder 57 pct. af danskerne æg med sundhed. Det tal var 46 pct. i 2011. Arne Astrup hæfter sig ved, at de gamle myter om æg omsider er ved at bløde op.

”Æg har igennem årtier været dæmoniseret ud fra den fejlagtige antagelse, at fordi æg indeholder kolesterol og mættet fedt må det også hæve risikoen for hjertekarsygdomme. Men i dag ved vi, at æg ikke har nogen betydning for hjertekarsygdomme, og nok snarere hjælper til at holde vægten nede ved at mætte rigtig godt,” siger Arne Astrup.